FIG Talentpris 2020

Joel Ibler, FIG Talentpris 2020

Ved FIG’s Repræsentantskabs møde 31. august 2020 i SportsCaféen på Bagsværd Stadion, tildelte FIG’s Formand, John Sørensen FIG’s Talentpris 2020 til Joel Ibler Lillesø fra Bagsværd Atletik Club.

JJoel er fyldt 16 år i november 2019 og er Mellem- og Langdistanceløber i Bagsværd Atletik Club. En del af hans præstationer igennem 2019 har både været mod ældre ungdomsløbere i Juniorklassen (under 20 år) og Seniorløbere, så dette forhold skal medtages i bedømmelsen af Joels store præstationer og kæmpe talent.

I hans egen aldersgruppe har han i 2019 gjort rent bord mht. Danmarks-mesterskaber fra 1500m og op. Han har vundet Danmarksmesterskabet i ”16-17 år” på både 1500m, 5000m, 10 km landevej og Cross. For at ikke bare, at sætte hans præstationer i relief ift. hans egen årgang og årgangen ældre i 2019, så er de tider han har præsteret så hurtige, at han har slået hele 5 Danske Ungdoms Rekorder for 16-årige (DUR 16), som er 1500m (3.57,06), 3000m (8.28,97), 5000m (14.49,09), 5km Landevej (15.02) og 10km Landevej (30.35).

. Ved Eremitageløbet blev Joel nr. 3 i en fantastisk tid på 40 min. 50 sek., hvilket fik B.T. til at skrive ”Det er aldrig sket før, at en 15-årig har løbet så hurtigt gennem Dyrehaven. Det bliver spændende at følge ham de kommende år” og bagefter har B.T. også kåret Joel til ”Årets Eremitageløber”.

I 2020 har Joel fortsat sin fremgang ved først, at løbe 10 km landevej på 30.01, som er DUR17 og Dansk U18-rekord samtidig med at han fører verdensranglisten for U18. Herefter vandt han Danmarksmesterskabet i Cross for 16-17 årige og sammen med de andre drenge i Bagsværd Atletik Club blev han også Danmarksmester for Juniorhold i Cross. Efter Coronapausen løb Joel 5 km Landevej i tiden 13.59, hvilket er den næsthurtigste tid af en dansk mand nogensinde. Det var selvfølgelig DUR17, Dansk U18-, U20- og U22-rekord.

Joel har begge ben på jorden, men kan godt se at det går ufatteligt godt. Med det niveau, som Joel har som 16-årig og mange år til at udvikle og forbedre sig, så kan det blive på niveau med BACs flertallige OL-deltager, VM-deltager og dobbelte EM-sølvmedaljevinder Andreas Bube og måske endda endnu bedre. Sigtet er rettet mod de internationale ungdomsmesterskaber og den danske seniorelite i første omgang og med fortsat fremgang i de kommende år, så skal sigtet rettes mod senior EM og VM og som det ypperste OL i 2024 og 2028.

Vi ser frem til at følge Joel i fremtiden. 

Gladsaxe Kommune åbner for udvalgte udendørs idræts- og fritidsaktiviteter

En række idrætsforbund og sundhedsmyndighederne har den 20. april tilpasset deres anbefalinger, så det nu er muligt at åbne delvist op for udendørs idræts- og fritidsaktiviteter. Derfor har Gladsaxe Kommune i dag besluttet at åbne sine udendørsanlæg for klubber og foreninger indenfor følgende udvalgte sports- og fritidsaktiviteter:

  • Tennis,
  • Padeltennis,
  • Rosport,
  • Cykling,
  • Bueskydning,
  • Atletik,
  • Orienteringsløb,
  • Cricket,
  • Softball,
  • Beachvolley,
  • Udendørs fitness,
  • Udendørs gymnastik,
  • Unicykel,
  • Minigolf,
  • Trail- og pandelygtesjov,
  • Kano- og kajak,
  • Petanque,
  • Rollespil
  • Udendørs spejderaktiviteter.

Der er alene tale om sportsgrene og aktiviteter, som alle kan udøves i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes generelle retningslinjer og anbefalinger om hygiejne og færden i det offentlige rum. Derudover forudsætter åbningen, at klubberne overholder de aktuelle retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, DIF, DGI og DUF.

Kom omklædt og brug helst eget udstyr

Det er vigtigt at understrege, at der fortsat er ingen adgang til indendørs faciliteter som omklædningsrum, toiletter, klublokaler, foreningshuse mv. Derfor skal alle deltagere være omklædte hjemmefra. Samtidig anbefales det, at man så vidt muligt kun anvender eget udstyr.

Betingelser for at genoptage udendørs idræts- og fritidsaktiviteter:

  • Aktiviteterne skal ske i så små hold som muligt, med så få deltagere af gangen som muligt og højest 10 personer
  • Aktiviteterne bør ske med så få forskellige eller skiftende personer som muligt
  • Aktiviteter skal kunne afvikles med minimum 2 meters mellem deltagerne
  • Aktiviteter bør så vidt muligt ske med brug af personligt udstyr
  • Udstyr og træningsredskaber kan afhentes i begrænset og kontrolleret omfang
  • Udstyr, arealer eller kontaktflader, som berøres af flere, fx dørhåndtag, låger, træningsudstyr mv. bør aftørres eller rengøres før og efter brug
  • Trænere og deltagere skal instrueres tydeligt for at sikre, at Sundhedsstyrelsens anbefalinger til overholdes.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger til idrætsudøvere:

  • Bliv hjemme, hvis du har symptomer på luftvejsinfektioner
  • Hold afstand og undgå kontaktsport. Overvej om du kan lave andre øvelser i stedet
  • Undgå at dele mad med andre
  • Hav god håndhygiejne – vask hænder når du møder op, og inden du går hjem
  • Brug dine egne redskaber og remedier – rengør dem ofte og del ikke med andre, heller ikke drikkedunke

Hvornår og hvordan kan aktiviteter genoptages?

Gladsaxe Kommune åbner sine udendørsfaciliteter fra i dag. Men det er op til foreningens bestyrelse om og hvornår aktiviteter kan genoptages. Vi anbefaler, at I er godt forberedt, og gør det i tempi tilpasset den enkelte idrætsgren eller aktivitet.

Inden opstart af aktiviteter bør foreningen udarbejde og kommunikere retningslinjer for afvikling af træning til medlemmer og instruktører, herunder retningslinjer for øget rengøringsniveau og aftørring mv. ved brug og berøring af fælles udstyr, flader mv.

Vi opfordrer alle bestyrelser til at holde sig orienteret om udmeldingerne fra specialforbundene, ligesom det kan gavne at koordinere foreninger og sportsgrene imellem. Det er i sidste ende bestyrelsens ansvar, at aktiviteterne afvikles forsvarligt.

Har I spørgsmål eller brug for sparring om jeres tilpasning og justerede retningslinjer for udendørs aktiviteter, er I velkomne til at kontakte Kultur, Fritid og Unge på mail: kultur@gladsaxe.dk, tlf: 3957 5339 eller 3957 54 56.

Oplys ibrugtagning (opstartsdato) af udendørsfaciliteter til lokaler@gladsaxe.dk for bookingregistrering. Oplys facilitet og evt. ugedag og tidsrum. Dette gælder kommunale faciliteter, som bookingmæssigt administreres af Kultur, Fritid og Unge.

Gladsaxe kommune forlænger lukningen af idrætsanlæg

Kære Foreninger og klubber,

Herunder infobrev fra Gladsaxe Kommune, der jf. de seneste retningslinjer vedr. coronavirus, fortsætter med at holde alle træningsfaciliteter (haller, gymnastiksale, lokaler og baner) lukket frem til og med 10. maj 2020.

Når der oplyses ændringer til ovenstående retningslinjer, vil FIG udsende opdatering til klubber og foreninger.

Kære foreninger

Gladsaxe kommune støtter op om myndighedernes og landsorganisationernes udmeldinger, og holder derfor fortsat lukket i vores kultur-, fritids- og træningsfaciliteter  Det er heller ikke tilladt at afvikle foreningsaktiviteter på kommunens udendørs idrætsanlæg.

På statsministerens pressemøde den 6. april 2020 blev en lang række påbud og anbefalinger forlænget foreløbigt frem til 10. maj 2020.

De nationale udmeldinger er fortsat som følger: 

 • Myndighederne fastholder deres udmelding om ikke at afvikle kultur-,  fritids- og træningsaktiviteter.

• De landsdækkende idrætsorganisationer anbefaler fortsat at aflyse alle idrætsforeningsaktiviteter, der kræver fysisk fremmøde – både indendørs og udendørs, foreløbig frem til den 10. maj 2020.

Vi håber, at vi fortsat kan stå sammen – hver for sig!

God skærtorsdag.

Venlig hilsen

Søren Nabe-Nielsen

Afdelingsleder

1 9 10 11 12 13