FIG reaktion på baggrund af udsendt video-appel til foreningerne november 2020, samt svar fra Borgmesteren

Kære Borgmester

Tak for følgebrev og videotale, som er udsendt til idrætsforeningerne i Gladsaxe i går den 17. november 2020.

Der må ikke herske tvivl om, at vi i såvel FIG som i vores medlemsforeninger ser med den største alvor på begrænsning af smittespredning i idrætten. Der er og har været ydet en enorm indsats ude i foreningerne – for at hindre smitte ved at overholde de retningslinjer og restriktioner, som løbende er blevet udmeldt fra regeringen, sundhedsmyndighederne, idrætsforbundene og Gladsaxe kommne. Der er brugt rigtig mange ressourcer på dette af de mange frivillige idrætsledere. 

Det er derfor med beklagelse, at vi i går modtog påstande om, at det er i foreningslivet, at smittespredningen her i Gladsaxe er størst. Det er bestemt ikke et billede, som vi kan genkende.

Vi vil bede om at se det datagrundlag, som ligger til grund for så stærk en udmelding og så ville det have klædt Gladsaxe kommune, hvis man i smittesporingen havde taget en dialog og en direkte kontakt til de steder, hvor man måtte have konstateret en manglende håndtering af retningslinjer og restriktioner og have bidraget til smittespredning.

Når man skyder med spredehagl, så risikerer man at ramme “uskyldige” – og det skaber ikke den motivation, som vi formoder, at det udsendte materiale skulle have bidraget til.

Lad os sammen fortsat have fokus på at stoppe Covid-19 – gennem dialog og støtte af de mange frivilliges arbejde, så vi alle kommer godt gennem pandemien.

Med venlig hilsen

FIG  

Herunder følger svar fra Borgmester Trine Græse:

Kære John Sørensen


Tak for din henvendelse af 18. november 2020.


Vi arbejder alle på højtryk for at forsøge at inddæmme den kraftige stigning i smittetallene mest muligt, da udviklingen specielt blandt vestegnskommunerne går den forkerte vej.


Coronavirus findes lige nu overalt omkring os, det gælder både i skoler, dagtilbud, på arbejdspladser og i foreninger. Og som du helt sikkert har observeret, så er vi her i Gladsaxe blandt de kommuner i Danmark, som er hårdest ramt lige nu. Samtidig er vi alle ramt af en form for coronatræthed, som gør, at vi naturligt nok indimellem kommer til at slække lidt på opmærksomheden omkring coronarestriktionerne. Derfor har regeringen nedsat en særlig Taskforce Vestegnen med Vestegnens Politi, kommunerne i politikredsen og Region Hovedstaden, som alle arbejder tæt sammen om, hvordan vi kan gøre en ekstra indsats for at bekæmpe coronavirus i vores område. Samtidig havde vi fem eksempler på ti dage, hvor børn kom i skole efter at de var blevet smittet i deres forening.


Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, og det var på denne baggrund, at vi ønskede at minde foreningerne, lederne, trænerne, de frivillige og ikke mindst forældrene om at huske ikke at sende deres børn i dagtilbud eller skole, hvis de bliver vurderet som en nær kontakt i forbindelse med en foreningsaktivitet.


Dernæst vil jeg sige, at jeg er ked af, hvis der er foreninger, ledere og frivillige i FIG, der føler sig stødte over den video-appel, jeg har sendt ud til foreninger og borgere i Gladsaxe Kommune. Det var bestemt ikke hensigten at pege fingre af hverken FIG eller jeres foreninger. Heldigvis kan jeg fortælle dig, at vi har modtaget mange positive tilkendegivelser for initiativet.


I forbindelse med det øgede smittetryk i hovedstadsområdet vurderede Gladsaxe Kommunes kriseberedskabsgruppe, at der var behov for at gøre en særlig og målrettet indsats her i Gladsaxe for at sikre, at vi alle er ekstra opmærksomme på smitteforebyggelse og -opsporing i denne meget kritiske fase af epidemien, så vi alle kan bidrage til at undgå flere restriktioner her i den kommende tid.

Mine to appelvideoer til henholdsvis borgere og foreninger blev udarbejdet som led i denne målrettede kommunikationsindsats. Vores ønske med videoerne var at understøtte jeres arbejde for også at gøre jeres foreninger og deres forældre ekstra opmærksomme på, hvordan de skal reagere, hvis de eller deres børn bliver smittet med corona. På samme måde har vi lavet indsatser overfor vores dagtilbud, skoler og andre institutioner for også at skærpe opmærksomheden her.


Jeg håber, at FIG sammen med foreninger, ledere og frivillige vil fortsætte det vigtige arbejde med at bekæmpe coronaen. Og at I samtidig har forståelse for, at disse initiativer på ingen måde er iværksat for at udstille specifikke målgrupper, foreninger eller institutioner. Vi har alle en fælles opgave med at bekæmpe coronaepidemien, og det gør vi bedst ved at stå sammen og passe på hinanden.


Venlig hilsen
Trine Græse